| 1975 jan.; Frede Jensen sælger Jyderup Skov
Skovejer Frede Jensen, Jyderup Skov, Jyderup, har overdraget sine besiddelser, skove, landbrugsejendom med bygninger og tilliggender på i alt 60 hektarer, til sin yngste søn, skovfoged Arne Jensen, Næsbyholm skovdistrikt. Overdragelsen er sket. Boligmæssigt betyder det ingen ændringer for nogen af parterne. Arne Jensen med familie bliver boende på Næsbyholm, og på skovriderboligen er det fortsat Marie og Frede Jensen der har hjemsted. Frede Jensen skal være tilsynsførende for den daglige drift1 1976 jan.; Jyderup gennem tiden (ved Frede Jensen) Interessant aften i Frit Oplysningsforbund i Tornved. "Der var engang" da Jyderup var ca. dobbelt så stor som nu, nemlig ca. 70 ha, hvoraf en del blev opdyrket til landbrugsjord og "der var også engang" da det statshospital, der nu ligger i Nykøbing, havde mulighed for at blive placeret i Jyderup. Det var et par af de punkter som skovejer Frede Jensen, Jyderup skov, uddybede på interessant måde ved FOs lokalhistoriske møde række i Jyderup. Frede Jensen fortalte bl.a. at hans bedsteforældre i 1850'erne kom til Jyderup efter at have tjent på godset Katrinedal. Jyderup skov hørte den gang under Aggersvold og dermed også under Katrinedal, og bedstefaderen fik overdraget hvervet som skovfoged. Lønnen var udbyttet af de skes tdr. land der udgjorde skovfogedlodden. En del af skoven, 70 ha. blev opdyrket til landbrugsjord og det var også dengang en god investering at eje en skov. Der blev i 1880-erne holdt skovauktioner med træer målt ud i kubikfod. Daglønnen for en skovarbejder var 1,33 kr., men en rummeter brænde kostede 8,50 kr. I følge regnskabsbøgerne helt tilbage fra 1866, og som er gået i arv fra bedstefaderen Niels Jensen til Frede Jensen. Overtro - Der herskede dengang megen overtro og Frede Jensen havde fået genfortalt at gik man i skoven ved midnatstid i måneskin, da ville en spøgelsesrytter komme med hovedet under armen, riden fra mosen kaldet Sortehul. en gammel skovarbejder kaldt "Grise Rasmus" slog korsets tegn for sig når han fortalte hvordan rytteren red ud i mosen, hvor ellepigerne tog ham, fordi han selv om han var præsten hr. Søren, var blevet sat fra sit embede på grund af skørlevned. Frede Jensen fortalte lidt om hvor fattig tiden dengang havde været for mange f.eks. boede i et lille hus på bakken ved Sassamosegård to familier, hvoraf den ene hver år fik tilvækst til børneflok. Hver gang kom Frede Jensens mor med barselskrukken og indholdet spiste den store børneflok medens de lille ny kom til verden. Gulvene var af ler og på den store ovn i stuen blev lavet mad. Både små og store måtte forrette nødtørft i det fri og hver gang der skulle bruges vand måtte det hentes fra en kilde på skovfogedhusets mark. Statshospital Om grunden til at Jyderup ikke fik statshospitalet fortalte Frede Jensen, at det tildels skyldtes uvilje hos daværende skovejer Chr. Jensen - Frede Jensens far - mod at sælge den skov han året i forvejen havde købt af en interessentselskab, der havde haft planer om at omhugge skoven. Disse planer strandede på, at Jyderup skov var og er en fredsskov, men valget mellem de to byer vaklede alligevel temmelig længe og der blev taget både vandprøver og jordprøver. Mange andre træk fra de sidste 125 år blev fortalt af Frede Jensen og aftenens anden taler Vilhelm Rørbech2 1976 jan.; Jyderup skov Jyderup Skov's historie "End danser ellepiger i Ellemosen og hovedløs rytter ridder ved natttetide!" Skovejer Frede Jensen, Jyderup Skov, har på opforddring uddybet det korte rids han ved FO historiske møderække, kunne nå at give af Jyderup Skovs historie og Ravnebækåens tilblivelse. Der er stadig historie, trylleri og sagn bevaret i skoven og Ellemosen og den dag i dag kan også ses hvor der var vadested over sumpen ved mosen. Frede Jensen fortæller: - Mine bedsteforældre kom til Jyderup Skov for ca. 125 år siden, som skovfogdepar. Dengang eksisterede Jyderup Stationsby ikke, ihvertfald kun med et par enkelte huse og gårde, og den egentlige hovedby, Jyderup, var Jyderup Kirkeby. Skoven hørte indtil først i 1850'erne til Aggersvold. På et stort område grænser skoven til Holmstrup sogn, som dengang var ejet af baroniet Adlersborg, herunder også godset Dønnerup. I hine tider var der et stort moseområde nær gården, der hørte til Jyderup Skov. Baroniet ønskede dette moseareal afvandet, hvilket kunne ske med afløb til Skarridsøen, - og hér kommer Ravnebækåen's tilblivelse ind i billedet Baroniet krævede gravet et vandløb og denne å matte naturligt - på et stykke - gå dels i Jyderup Skov, dels i skovens yderkant. Det var skovens ejer, kammerherre Rothe, ikke interesseret i og derved blev der proces om sagen, idet kammerherren havde svoret på, at ingen skulle få ham til at være med til, at betale for denne å. - Det blev baroniet der vandt processen, men kammerherren holdt sit ord på den måde, at han solgte skoven, der bestod af 76 tdr. land, til ejeren af "Katrinedal", dengang en lille herregård beliggende i Kundby sogn. Her var min bedstemor og bedstefar henholdsvis stuepige og kusk, og de fik stillingen som skovfogedfolk, selvom bedstefar ikke havde nogen særlig uddannelse i dette fag. Selve egnen omkring skoven var dengang anderledes, f.eks. var skovfogedlodden delvis bevokset med gamle bøge, ligesom den nuværende mark mod nord også for en stor del havde træbevoksning. - Da jeg for en del år siden mageskiftede nogle få hundrede kvadratmeter jord med Sprængstoffabrikken, trak det meget længe ud med at få det nye skøde, fordi der i det gamle skøde stod, at det pågældende areal bevokset med skov! - Arealet har sikkert tidligere været en slags overdrev eller fælled, der har hørt til gårdene i Jyderup, hvilket kan ses af matrikelnumrene. - De fire ejendomme langs skovens østside (Rådbjerg) har ligeledes Jyderup gårdenes matrikelnumre, blot med andre bogstaver. På disse områder var også - dengang - mindre bevoksninger med træer eller krat. Der går et stendige i retningen syd-nord - gennem skoven, samt et stendige ud mod disse nabomarker i samme retning. Diget gennem skoven er midtvejs gennembrudt af skovens hovedvej og dette midtvejs sted er altid blevet benævnet "fælledgabet". Et andet sted i skoven kaldes "Studekrogen". Fredsskovpligten er på dette areal først blevet tinglyst i 1845. Derfor antager jeg, at disse arealer tidligere har været benyttet som fællesdrift for byens gårde. Før i tiden gik der en sti fra kirkebyen gennem skoven til Akselholm, kaldet præstestien. Den blev i min far's tid benyttet af børnene fra Holmstrup sogn når de skulle "gå til præst", som man dengang benævnede konfirmationsforberedelse. Stien blev også tidligere benyttet af præsten når han red til annekset. Endnu kan man tydeligt se hvor vadestedet over sumpen har været inden Ravnebækrenden blev gravet. Et sted i skoven går stien nær en gammel ellemose, hvor "man" - hedder det - i måneskin kan se de dejligste ellepiger danse. Videre fortælles, at der på disse måneskinsaftener kommer en mand ridende på en hvid hest... det uhyggelige er, at rytteren har sit hoved under den ene arm!!! Rytteren blev set af en gammel skovarbejder i min bedstefars tid. Med stor rædsel berettede han, at da han en sen aften gik gennem skoven ad Præstestien, mødte han denne hovedløse rytter - og da rytteren var ud for Ellemosen, også kaldet "Sortehul", styrede rytteren sin hest ud i mosen til ellepigerne, hvor han forsvandt "under højlydt suk og klage"! Rasmus - skovarbejderen - var intet kommet til fordi han "sprang til side, faldt på knæ og slog korsets tegn" Ingen kunne senere få Rasmus til at færdes alene ad Præstestien efter mørkets frembrud. Det hændte dog, at han måtte gå denne vej i følge med min bedstefar, men da trykkede Rasmus sig op til sin skovfoged, og var det måneskin, da tog bedstefar drillende Rasmus i armen og sa': "Kan du se ellepigerne, Rasmus?" Så krøb Rasmus endnu tættere ind mod bedstefar og svarede: "Jow, jow, skovfoges, jeg ser dem tydeligt, lad os endelig hurtigt forføje os herfra!" Der tilføjes: "Det er ikke umuligt, at rytteren er en af hine tiders præster, for på den gamle præstetavle, som nu ligger på Jyderup kirkeloft, står følgende: Afsat på Grund af Skørlevned... fortsættes..... 3 1976 jan.; Jyderup skov II (ved Frede Jensen) I andet afsnit af Jyderup Skov's historie fortæller skovejer Frede Jensen indledningsvis om skovauktioner i gamle dage - Der blev i en del år - i hvertfald omkring 1880'erne - holdt skovauktioner i Jyderup Skov, og det gik gerne, efter hvad de gamle fortalte, ret lystigt til. Jeg har et katalog fra en skovauktion i 1885, hvor der står optegnet, at der blev solgt for 1442 kr. De store løvtræer af bøg, eg og ask blev solgt på roden, dvs. man købte hele træet som det stod, og køberen måtte selv sørge for at få træet fældet. Skovningen blev dog for det meste udført af skovens arbejdere. Der var strenge regler for skovningen, og der krævedes erstatning for beskadigelse af andre træer o.l. Hvert træ var forude bedømt i såvel indhold som kvalitet - en vurderingspris var fastsat. Priserne var gode, gennemsnitlig for bøg: 20 kr. pr. favn = 11/4 rummeter. Al top, selv af ganske unge grantræer, blev lagt i bunker og alt blev solgt. Daglønnen for en skovarbejder var i mange år, fra ca. 1870 og fremefter, 1,33 kr.m dog blev der også dengang givet akkordtillæg for akkordarbejde. Skoven købes I året 1895 brændte "Katrinedal", herunder Jyderup Skov og jordtilliggende dengang hørte. Alle dyr indebrændte og ejeren led så stort et tab, at han måtte sælge "Katrinedal". Køberne var et interessentskab, bestående af syv kendte mænd, folketingsmændene I. Philipsen, lærer Fogtmann og gdr. Kristian Petersen, Sandby, den senere landbrugsminister - samt købmand Anders Larsen, Holbæk, mejerist Frands Povlsen, Gislinge, og gdr. Ole Olsen af Pedersborg ved Sorø. Ifølge selskabets paragraf 4 hed det: "Det er vor hensigt at realisere ejendommen med tilbehør ved udstykning og salg af større eller mindre parceller, og dette skulle være sket indenfor 6 år". Åremålet kom dog ikke til at passe, idet der i hvert fald gik 10 år, inden Jyderup Skov blev solgt. Det var oprindelig hensigten, at skoven skulle være fældet totalt og fredsskovpligten søgt ophævet, mod at der blev plantet et tilsvarende areal på Lammefjorden! Af regnskaberne kan ses, at der blev oprettet en ny planteskole (en planteskole blev altid benævnt: bomskole) - og indkøbt var store partier skovfrø af bøg, rødgran, ædelgran og birk. Planerne om denne tilsvarende skov på Lammefjorden måtte dog opgives. I 1896 døde min bedstefar, hvorefter min far, Christian Jensen, fortsatte som skovfoged under de nye ejere af "Katrinedal". Det var i 1909, at min far købte Jyderup Skov. På det tidspunkt var skoven meget forhugget, og der var ikke meget tilbage af store træer. Statshospitalet Kort efter blev der ført forhandlinger om, at statshospitalet skulle bygges i Jyderup Skov. Jeg husker, at der gik folk og målte forskellige steder i skoven, og der blev taget jord- og vandprøver. Der blev talt om, at vi måske skulle rejse, og det var naturligvis ingen glade for. Selvom jeg kun var tre år, kan jeg afgjort tydeligt huske hvad der skete, da der en dag lød rappe hovslag på stenbroen, da en ung mand kom ridende med denne besked: "jeg skulle sige fra sognefogeden, at i skulle "hisse" flaget, for nu kommer ministeren"! - Hvilken minister, der kom, og hvad der ellers skete, husker jeg ikke, men kendsgerningen blev det resultat, at statshospitalet ikke kom til at ligge i Jyderup. Det blev i stedet placeret i Nykøbing. Trange kår De faste skatter for skoven var i 1891: i kommuneskat 121,29 kr., 29,63 kr., kirketiende 6,92 kr., som blev betalt til Aggersvold. Engang er der blevet betalt kongetiende, og dette beløb var 23,24 kr. Der var i hine tider trange kår for mange mennesker. Jeg husker f.eks. om det lille hus, "Løyten", der lå på en bakke i skellet mellem "Sassemosgård" og skovfogedlodden. I huset, hvor der boede to familier, stod en stor åben skortsen delt i midten til loftshøjde, således at hver familie havde halvdelen som ildsted. Foran var der et meget lille køkken på få kvadratmeter. Stuen i den halvdel, hvor der boede en gammel kone og hendes barnebarn med to børn, havde kun to vinduer mod øst. Gulvene i huset var af stampet ler. Langs den ene væg hos den gamle kone var der en stor alkove med forhæng, og ellers bestod bohavet af et bord, et mindre bord og nogle få stole. På det lille bord havde barnebarnet, en ung kvinde, der var syerske, sin symaskine. I den anden halvdel af huset var der kun to rum, og her bestod familien af mand, kone og seks børn. Brønd var der ingen af, vandet måtte hentes på naboens mark, et godt stykke derfra. Der var ingen vej til huset, kun præstestien førte forbi, og der var 150 meter til nærmeste vej. Endnu husker jeg, hvordan far blev vækket om natten for at hente jordmoder til familien i "Løyten". Der var et ombud, kaldet at "køre sognerejse", og derved måtte far køre med "madammen" (benævnelse for datidens jordmoder) over marken. I den forbindelse husker jeg også, at jeg fulgtes med min mor til det gamle hus med en "barselspotte", hvis indhold traditionsmæssigt var sødsuppe og omelet. Der var stadig plads til én til i det lille "Løyten", hvor forholdene var så snævre, at der ikke var mulighed for sanitære begreber, og da der heller intet udhus fandtes, måtte nødtørft forrettes i "fri luft" på marken, hvilket sikkert ikke har været særlig behageligt i den strengeste vintertid! - Brændet til den store ovn i huset blev som regel samlet i skoven, og ofte mindes jeg hvordan gamle Stine kom gående ad præstestien med brændeknippet på nakken. Iøvrigt blev huset først revet ned efter første verdenskrig, men det ligesom hørte med til Jyderup Skov's historie. Mange andre interessante kendsgerninger, bekræftet i gamle papirer og dokumenter, kunne belyse og bliver det sikker ved en senere lejlighed, da mange mennesker har givet udtryk for, at de gerne vil indsigt i livet i gamle dage, hvor de mennesker levede, der beredte vejen for fremgangen og dermed for os. Frede Jensen4 |